En helt egen bog
Nu har jeg gjort det. Skrevet en bog og udgivet den under eget forlagsnavn (mere om det senere), gennem Saxo Publish. Bogen hedder “Løgnhals” og den er tænkt som letlæsning til de lidt større børn på ca. 9-12 år.
Det har været en lang proces, og jeg har tænkt mange gange, om jeg nu ikke hellere skulle sende manuskriptet til et forlag. Men når først jeg har bestemt mig for noget, bliver jeg til et utålmodigt menneske. Så skal det være nu. Og jeg kunne ikke vente i månedsvis på svar fra først ét forlag, så det næste, indtil nogen måske/måske ikke ville bide på. Jeg er jo ikke ung længere. Så jeg sprang ud som selvudgiver. Også fordi jeg havde lyst til at prøve det.
Jeg allierede mig med dygtige og kloge folk, der kunne læse mit manuskript, og fik god og konstruktiv kritik, og så turde jeg godt … Nu står jeg så og skal prøve at få spredt budskabet om denne her virkelig gode bog. Det er en stor udfordring for sådan en midaldrende, ufotogen og introvert dame som mig, men jeg tager den på mig og satser på, at det er godt for mig. Jeg glæder mig faktisk til at få noget mere udadvendt aktivitet ind i mit arbejdsliv, efter 12 år med arbejdsplads i hjemmet. Selvom jeg har et dejligt arbejdsrum og to katte, der holder mig med selskab, kan det efterhånden godt føles lidt sært og indeklemt det hele. Første skridt på vejen er Forfatterforeningens julebogmarked på hovedbiblioteket i København, den 9. december. Der vil jeg både sælge, signere og læse op.
Bogen handler om pigen Severine og det er hende, der fortæller. Severine er ikke vant til at få opmærksomhed i sin klasse. Man kan fornemme, at hun er blevet såret og afvist af andre piger og efterhånden har lukket sig mere og mere inde i sig selv. Hun er enebarn, læser mange bøger og har et rigt indre liv, men hun har svært ved at få venner. Hendes gamle veninde fra børnehaven spøger stadig i baggrunden, men de går nu i hver sin klasse og taler ikke meget sammen længere. En lille, tilfældig, usand bemærkning, der slipper ud af Severines mund, sætter ting i skred, og livet ændrer sig for hende. Læs selv hvordan 😀
Jeg har med vilje ikke skrevet Severines helt præcise alder eller klassetrin, fordi jeg håber at have skabt et rum, som hele målgruppen kan leve sig ind i. Teksten er kortfattet, men man får alligevel sat ord på mange af Severines følelser. Hun er ikke så kedelig indeni, som de andre i klassen tror. Da de opdager, at de har taget fejl af hende, skaber det en vrede mod Severine. Og Severine bliver vred på sig selv. Hun må – lidt modvilligt – modtage hjælp fra de voksne omkring hende. Nogle gange kan små skub fra andre være en god ting.
Bogen kan bestilles, både som hardcover, paperback og e-bog, hos Saxo.com
Se anmeldelse: